Er det nødvendigt at medbringe min voucher, når jeg henter udlejningsbilen?
Ja, det skal du, da en voucher fra Auto Europe indeholder information om den lejede udlejningsbil, pris og andre specifikke detaljer. Din voucher sendes per e-mail, direkte fra vores samarbejdspartner Auto Europe, og samtidig med rejsebeviset fra Escapeaway.
Hvad skal jeg være opmærksom på ved afhentning af lejebilen?
Når du afhenter din lejebil, skal du medbringe din voucher, som Auto Europe fremsender samtidig med at Escapeaway sender bekræftelsen på bestillingen af din rejse. Du skal medbringe et internationalt kreditkort f.eks. Mastercard, Eurocard eller American Express i førerens navn, samt pas og kørekort. Udlejningsselskabet vil blokere et depositum på dit kreditkort. Depositum svarer typisk til størrelsen på selvrisikoen på udlejningsbilen og fremgår af din voucher. Du skal underskrive en lejekontrakt, som er den gældende aftale med biludlejningsselskabet om at leje bilen, og denne bør du læse grundigt igennem. Lejekontrakten skal kunne fremlægges på dit eget sprog eller engelsk. Husk desuden at tjekke bilen for fejl og gamle skader, og tag gerne et par fotos af bilen.
Hvad skal jeg være opmærksom på i forhold til lejekontrakten, når jeg afhenter lejebilen?
Du skal ved afhentning af din lejebil underskrive en lejekontrakt med det lokale biludlejningsfirma. Denne lejekontrakt beskriver, hvad billejen inkluderer og ekskluderer. Vær derfor sikker på at acceptere tjenester, som du har brug for, og afvise produkter, som du ikke har brug for eller ønsker. Auto Europe kan ikke refundere eventuelle omkostninger, som er godkendt ved afhentning af udlejningsbilen hos det lokale biludlejningsfirma. Bemærk derudover at din voucher ikke er en lejekontrakt. Det er vigtigt, at du gemmer den kontrakt, du har indgået med biludlejeren ved afhentning af lejebilen, indtil blokeringen af selvrisikoen er ophævet på det internationale kreditkort, du har anvendt ved afhentning.
Hvornår bliver blokeringen af selvrisikoen ophævet?
Blokeringen ophæves efter, at bilen er afleveret uden skader. Hvor længe der præcist går, før blokeringen er ophævet, afhænger af det enkelte billejeselskab. For detaljer om ophævelse af det blokerede beløb skal du henvende dig til Auto Europe.
Jeg er forsinket – hvad gør jeg?
Rejser du i weekender og specielt i de store internationale ferieperioder, skal du beregne ekstra god tid til afhentning af din lejebil i de fleste lufthavne, da der ofte kan være længere kø end normalt.
Det er vigtigt, at du kontakter Auto Europe og biludlejningsfirmaet direkte ved forsinkelser. Kontaktinformationer til hhv. Auto Europe og biludlejningsfirmaet finder du i din billejevoucher. Bemærk at der forekommer gebyr ved forsinkelse. Læs mere om gebyrer i billejevoucheren.